Sider

onsdag den 30. maj 2018

Hviledage i Hakodate

Vi har holdt et par hviledage i Hakodate, hvor vi har hvilet cykelbenene og hygget os i byens parker, caféer og restauranter.
Hakodate er en smukt beliggende havneby, hvor en af de store attraktioner er sea food, specielt blæksprutter, så vi har spist blæksprutter i alle afskygninger: Grillede blæksprutter, dybstegte blæksprutter og blæksprutter fyldt med ris samt en hel masse sushi.



Vi har også besøgt byens mikrobryggeri og taget liften op til et bjerg bag byen, hvor vi har nydt udsigten til solnedgangen og den natoplyste by.



En anden vigtig opgave for os i Hakodate har været opfyldning af kaloriedepoterne. De mange kilometers cykling har fået kiloene til at rasle af os (Rasmus 6 kilo, Elsa 4 kilo) så vi har forsøgt at spise os lidt op i kampvægt inden næste cykeletape - til dette formål er det heldigt at en burgerrestaurant som flere gange har vundet prisen for Japans bedste burger netop ligger i Hakodate.


Den natoplyste Hakodate er et populært udsigtspunkt

Japans bedste burgerbar - og så har de gynger som stole...

Vi bruger hviledagene på at fylde kaloriedepoterne op,
så Rasmus gør klar til at klappe gebisset sammen om en burger, der er en sumobryder værdig

Hakodate er en historisk havneby og har mange stejle gader ned til vandet

Udsigt fra en af Hakodates mange parker

Der er fint plantet med blomster overalt i byen

Hakodate er kendt for sin seafood og især blæksprutter - selv kloakdækslerne er dekoreret med  blæksprutter

Udsigten fra Mount Hakodate.

Vi er taget tidligt op til udsigtspunktet for både at se Hakodate i dagslys og natoplyst

Solnedgang over bugten

Blæksprutter fyldt med marineret ris - og så med god udsigt

Der er mange flotte parker i Hakodate





mandag den 28. maj 2018

Vulkaner, geysere og små fiskerlejer langs Stillehavet

Vi har haft nogle skønne cykeldage langs Stillehavet med et par omveje op i bjergene, hvor vi har camperet ved bjergsøer, set vulkaner og lavet mad i kogende vand fra en geyser.


Da først vi var kommet af hovedlandevejen er der stort set ingen trafik, og det er en fornøjelse at trille ad småveje langs kysten, og se de små fiskerlejer, hvor der hænger tang og fiskegarn til tørre foran stort set hvert eneste hus, fiskerne sidder og sorterer muslinger, og de farvestrålende fiskebåde ligger i små havne ved fiskerlejerne.

Vi møder konstant helt utroligt venlige mennesker. Den anden dag var vi gået ind i en cykelforretning for at finde et par cykelhandsker til Elsa - uden held, for det lå cykelforretningen ikke lige inde med.
En halv times tid senere holder en lille hvid varevogn ind ved siden af os på cykelstien. Ud af varevognen springer cykelhandleren med et par handsker. "Værsgo, det er en gave til dig" siger han og kører videre. Det var splinternye handsker, som han garanteret har været ude at købe et sted, og som han synes de to vildfarne danskere skulle have.


Vi har camperet hele vejen, og har haft nogle rigtigt fine lejrpladser. Japan er et perfekt campingland. Nogle campingpladser er gratis, mens resten typisk koster 25-30 kr per person - og så er de stort set altid idyllisk placceret med udsigt over smuk natur.

Vi er nu kommmet til en lidt større by, Hakodate, hvor vi holder et par hviledage.


Vi plejer normalt at prøve at finde et godt frokoststed og få en solid frokost,
mens vi laver aftensmaden og morgenmaden selv

En lejrplads, som man næsten ikke nænner at forlade.
På et kap hævet over Stillehavet og med udsigt over bjerge og bugt ligger denne perle af en lejrplads

Klar til afgang fra lejren en tidlig morgen. Da solen skinner på teltet fra ved 4-tiden er vi normalt tidligt oppe

Farvestrålende fiskegrej ligger langs alle havnene

Der gøres utroligt meget ud af haver og parker

Pause på stranden

Vi camperer under kirsebærtræerne

Nogle gange er vi alle 5 år gamle ...

Mange steder på Hokkaido er der utroligt fine cykelstier

Dagens lejrplads ligger bag denne vulkan

Vi prøver at bestille frokost. Man trækker en billet, som man så giver til køkkenpersonalet.
Det giver bare nogle spændende udfordringer, når man ikke kan japansk....Heldigvis er folk flinke til at hjælpe

Vi kører i et landskab af bjerge og vulkaner - det giver nogle gode højdemeter til cykelbenene


En serie buede broer forbinder øerne i bjergsøen

På en lørdag med godt vejr err vi ikke de eneste som synes en gratis campingplads ved en bjergsø lyder som en fornuftig måde at bruge weekenden. Efter stort set at have haft alle lejrpladser for os selv har vi fået selskab

Cyklerne bringer os forbi en geyserpark

Fodbad i varm kilde ved geyseren

Udstyret med et par solide grillhandsker laver vi mad i varm geyserdamp.
Vi får dampede boller med fyld af fiskerogn og sukker

Mange steder langs kysten hænger tang til tørre

Vi følger de små veje langs kysten

Hver eneste mindre by har en fiskerihaavn på denne strækning af kysten

Vi er af vanvare kommet til at bestille børneportioner, da vi ikke var i stand til at tyde menukortet


Vi nærmer os endnu en vulkan

Godnat fra teltet


tirsdag den 22. maj 2018

Blandt bjerge, vulkaner, kratersøer og brusende floder - og Japan-Fyn tur retur på cykel

Vi er hoppet på en færge til Japans nordligste ø Hokkaido og er dumpet ned i et outdoor paradis, så man tror det er løgn. Her er ufatteligt smukt, og naturen har rigtigt meget at byde på. Samtidig er her tyndt befolket og ikke særligt meget trafik, så her er perfekt at cykle.
Vi møder mange friluftsinteresserede japanere, som der er mange af i dette område.Vi møder fiskere, vandrere, cykelryttere, motorcyklister på søndagstur - og en fyr der sejler packraft på en kratersø med sin cykel ombord i båden. Alle hilser de på os, og dem der kan lidt engelsk kommer over og snakker - andre vinker venligt eller viser thumbs-up, når vi cykler forbi.



Japanerne er utroligt venlige overfor os -da vi ankom til vores første campingplads på Hokkaido efter at have cyklet 26 km op af bakke i regnvejr, bliver vi budt velkommen på campingpladsen, og en af de andre campister kommer over og forærer os chokoladesmåkager.



Vi har haft rigtigt godt vejr lige pånær den allerførste dag på Hokkaido, og har haft nogle fantastiske cykeldage. Vi har krydset bjergene flere gange, og har haft en nedkørsel på omkring 20 km, hvor man bare triller på frihjul ned af bjerget, mens snedækkede bjergsider, vandfald, floder og blomstrende kirsebærtræer suser forbi.



Vi har også cyklet af småveje langs Stillehavet, hvor man cykler med havet på den ene side og en snedækket vulkan på den anden side, indtil vi er drejet op gennem en dal med små landbrug og sluttet dagen ved en kratersø fra en gammel vulkan.



På Hokkaido er vi stødt på flere langturscyklister, som englænderen der er på vej jorden rundt på cykel, og foreløbigt har tilbragt 3 år på alverdens landeveje, og regner med at være tilbage i Europa om et par år. Vi mødte også en franskmand, som har cyklet Japan på langs og overnattet i forladte bygninger undervejs og endte med at forære os alle sine Japankort - en stor hjælp da vi har haft svært ved at finde gode kort, og her til morgen mødte vi en canadier, som afslutter et års orlov i Japan med at cykle fra Japans sydligste til nordligste punkt. Alle har de været en stor hjælp ved at give os en masse fif for langturscyklister omkring ruter, navigation, overnatningssteder mm.



Da vi kommer trillende ned af bakke mod den lille provinsby Noboribetsu møder os et meget mærkeligt syn: Egeskov slot ligger direkte foran os. Af en for os ukendt årsag har man her valgt at opføre en kopi af Egeskov Slot i rigtig størrelse. I gaderne rundt om slottet er bygget en lille by med dansk udseende huse, og det siges at der gåes optog med pingviner i gaderne en gang i mellem.


Morgenkaffe med udsigt over sø, bjerge og snedækkede vulkaner

Klar til afgang fra vores campingplads på søens bred

Vores cykelrute tager os forbi meget fin natur

Ved at rykke nordpå har vi indhentet kirsebærblomstringen som var slut længere sydpå

Brusende floder på vores vej

Luksus camping med sushi og vin

Tidlig morgen ved Stillehavet. Da solen står op kl 4 og går ned kl 19 er vi normalt tidligt oppe

Har turbobenene bragt os forbi Fyn? Nej, i Noboribetsu ligger en kopi af Egeskov Slot

Vi er cyklet 400 højdemeter af små snoede bjergeveje og bliver mødt af synet af denne kratersø

Vandet er utroligt klart i kratersøen

Vi kommer forbi Hell Valley, et termisk område med kogende mudder og sydende og hvæsende vulkaner, der damper og lugter af svovl i kilometers afstand

Stillehavet ligger på venstre hånd og en snedækket vulkan på højre hånd. Solen skinner og der er næsten ingen trafik - perfekte cykelforhold
Vi kører af småveje med flotte udsigter
 

Vi har nået kratersøen, hvor vores campingplads ligger

Træerne er lige sprunget ud på Hokkaido, hvor foråret starter sent

Vores lejr ved kratersøen

Udsigt fra teltet